Hvorfor vil du vide, hvem der er din tvilling af det andet køn?
Der eksisterer mange apps på facebook, der tilbyder dig f.eks. at få at vide, hvem der er din tvilling af det andet køn (hvad det så end betyder…). Disse apps tjener kun et formål, og herunder forklarer jeg lidt om dette – og som det oftest er tilfældet, så handler det om penge.
Det vrimler med “tests” af snart sagt enhver tænkelig og utænkelig art på facebook (se nogle få eksempler på billedet til højre – der sker ikke noget ved at klikke på det). Hvis man vælger at tage en sådan test, er der en stor chance for, at firmaet bag testen er Socialsweethearts. Socialsweethearts har et erklæret formål om at tjene penge, og det er jo ikke anderledes end alle andre virksomheder, men hvordan tjener Socialsweethearts penge på disse tests?
Som med mange andre tjenester på internettet, så lever Socialsweethearts af reklamer. Dog ikke så meget af at vise reklamer mens man tager en test, men af den syndflod af reklamer, der bliver sendt til de personer, der bruger en tjeneste, der er styret af Socialsweethearts.
Jeg har læst igennem Socialsweethearts’ privatlivspolitik, som enhver bruger af deres tjenester erklærer sig indforstået med. Men helt ærligt, hvor mange læser faktisk de 10 sider på engelsk eller tysk, som man skal acceptere? Eller de yderligere 12 siders generelle betingelser for brug af tjenesten, som man også skal acceptere for at tage en af de omtalte tests?
Da jeg skrev dette, står der i privatlivspolitikken afsnit 6 (frit oversat og let forkortet): “Du er indforstået med at modtage information med følgende indhold via elektroniske kanaler såsom e-mail og/eller push notifikationer: prøvekørsel, biler, vareprøver, rabatkuponer, kreditkort eller lån, økonomi, forsikringer, rejser…” og det forstsætter sådan over mange linjer. Til Socialsweethearts forsvar skal det nævnes, at denne del af teksten er fremhævet med fed skrift i forhold til resten af teksten. Du kan læse den nuværende privatlivspolitik her (på engelsk): http://www.socialsweethearts.de/privacy_en.html
Da der samtidigt i de generelle betingelser (afsnit 4) står, at det er dit ansvar, at Socialsweethearts til enhver tid har de korrekte oplysninger om dig (f.eks. din e-mail adresse), så bryder du faktisk den indgåede aftale med Socialsweethearts, hvis du giver dem en forkert e-mail adresse eller ikke oplyser dem om, at du ændrer din e-mail adresse. Det skal dog tilføjes, at de generelle betingelser også indeholder information om, at man til enhver tid kan opsige aftalen med Socialsweethearts, men der er ingen nærmere instruktion om, hvordan dette gøres i praksis. Du kan læse de nuværende generelle betingelser her (på engelsk): http://www.socialsweethearts.de/terms_en.html
Så hvis du undrer dig over, at du modtager mange spam-mails, som du ikke mener, du har bedt om, så prøv at kigge på, hvilke apps du bruger på facebook.