Kig ikke kun på indkøbsprisen…
Det ligger i de flestes natur, at man gerne vil købe billigst muligt. Men mange kigger kun på indkøbsprisen i stedet for at tage forbrugsomkostninger med i beregningen, specielt når det handler om lidt dyrere indkøb såsom computerudstyr. Dette kan dog hurtigt vise sig at være den forkerte taktik, hvilket jeg viser med et eksempel herunder.
Først vil jeg dog benytte et eksempel fra vores alles dagligdag nemlig elektriske pærer. Vi har efterhånden vænnet os til, at energisparepærer er dyrere i indkøb end traditionelle glødepærer og alligevel køber vi de dyrere energisparepærer, fordi de er billigst i længden. Kombinationen af lavere energiforbrug samt længere holdbarhed gør, at regnestykket meget hurtigt viser, at energisparepærerne er billigst i det lange løb.
Men hvorfor så ikke bruge samme princip, når vi køber f.eks. en printer? Jeg har for nyligt anskaffet en såkaldt multifunktionsfarveprinter til mit relativt lille udskrivningsbehov på hjemmekontoret. Jeg kiggede naturligt nok på HPs mindre modeller såsom HP LaserJet Pro 200 color MFP M276n, der i skrivende stund koster i størrelsesordenen 2700,-. Denne printer opfylder alle typiske behov for benyttelse på et hjemmekontor og i mindre virksomheder. Denne model kommer med toner til ca. 700 standardsider og et nyt sæt toner til ca. 1800 sider koster omkring 3000,-.
Alternativt kunne man kigge på en noget dyrere model f.eks. HP LaserJet Pro 500 MFP M570dn, der i skrivende stund koster omkring 6800,-. Denne printer er beregnet til et noget større behov men den tager ikke skade af at blive brugt til at dække et mindre behov. Den har desuden nogle ekstra nyttige funktioner, f.eks. print på begge sider af papiret (duplex-print) og hurtigere udskrivning. Desuden er den generelt kraftigere opbygget (den vejer ca. 40kg). Denne printer kommer med toner til ca. 5500 standardsider og et nyt sæt toner til ca. 5500 standardsider koster ca. 5000,-.
Hvis man regner på prisen per side for de to printere herover, kommer man frem til følgende:
- M276n pris per side ved 10000 sider: 2,07 kroner per side
- M570dn pris per side ved 10000 sider: 1,18 kroner per side
Ud fra denne beregning er det tydeligt, at det tilsyneladende billigste køb ikke nødvendigvis er billigst i længden og man bør kigge på mere end bare indkøbsprisen, når man træffer sit valg.
Kontakt mig hos AGR Consult, hvis du er interesseret i at købe en printer eller andet computerudstyr, og gerne vil have hjælp til at træffe det rigtige valg.