Der bor en bager…
I den gamle børnesang “Der bor en bager” lyder teksten i slutningen af sangen således:
“så har du penge,
så kan du få,
men har du ingen,
så må du gå.”
(se hele teksten på f.eks. ugle.dk)
Dette sunde kapitalistiske princip kunne jeg forestille mig, at man overførte til indvandrerproblematikken. Efter at have læst et af de efterhånden utallige indlæg på facebook, der opfordrer indvandrere til at integrere sig eller rejse et sted hen, hvor deres traditioner allerede eksisterer i samfundet, så tænkte jeg lidt over, hvordan man kan løse en del af problematikken, når nu den altomfavnende og inkluderende fremgangsmåde mere ser ud til at forfordele visse minoriteter end at fremme fredelig sameksistens.
For ikke at gøre dette for langt, så beskriver jeg mine tanker gennem et par eksempler. Lad os starte med slagtning af dyr til fødevarer: Hvis der er nok, der efterspørger halal-slagtet kød, så bliver det nok udbudt til salg. Hvis landet så – som nu – går i den anden grøft, hvor stort set alt kød er halal-slagtet, så vil der måske opstå efterspørgsel efter ikke-halal-slagtet kød, og hvis behovet er stort nok, så vil der sikkert være nogen, der opfylder behovet og så vil man kunne købe det. Men kan man i dagens Danmark forestille sig en pakke kød i Føtex mærket specifikt som “Ikke-halal-slagtet” som et salgsargument mere end som en advarsel? Nej vel, men hvorfor egentlig ikke?
Ligeledes, hvis der er behov for børnehaver, hvor der bliver taget hensyn til visse religiøse traditioner og behov, så bliver disse børnehaver sikkert oprettet, hvis der er nok, der vil betale for det. At man så måske skal køre 50 kilometer for at få sit barn i børnehave og at det måske er dyrere end i en traditionel kommunal børnehave, må man opveje mod ens egen prioritering, dvs. hvor vigtig er religiøse traditioner og behov i forhold til penge og fritid, hvor man ikke kører i bil eller tager offentlige transportmidler. Så er det op til den enkelte at prioritere i stedet for at forvente at hele det omkringliggende samfund tilpasser sig og opfylder alles behov og ønsker.
På denne måde kan samfundet indrette sig og lade markedskræfterne bestemme, hvordan forskellige befolkningsgrupper kan få opfyldt deres behov. Det vil i sagens natur være fuldstændig umuligt for samfundet at opfylde alles behov, så hvorfor ikke lade markedskræfterne råde, som man jo gør på så mange andre områder? Der ville sikkert tilmed blive skabt nye arbejdspladser, da der jo skal arbejdskraft til at sørge for, at det nye, mere varierede udbud af varer og serviceydelser kommer i handlen og kan leveres, så flere kan få det, de gerne vil prioritere i hverdagen.
Bagsiden af medaljen er sikkert grupperinger og manglende integration, men er det helt ærligt meget forskelligt fra, hvad vi oplever i Danmark i dag efter mange års forsøg med varierende integrationstiltag, der har kostet samfundet dyrt? Desuden vil der være nogen, der ikke kan få det, de gerne vil have, fordi behovet ikke er stort nok til at gøre det økonomisk rentabelt at sælge, men det er jo heller ikke anderledes end i dag, hvor heller ikke alle kan få det som de gerne vil have det – men situationen i dag er bare, at når man ikke kan få det man gerne vil have, så råber man op om det og beskylder samfundet for forskelsbehandling, hvorimod man i et samfund, der er styret af “kapitalistisk integration” som beskrevet herover, ikke kan tillade sig at råbe op og brokke sig. Det eneste man kan brokke sig over er, at man ikke har penge nok til at opfylde ens ønsker og behov og det må man jo så gøre noget ved – i stedet for at brokke sig.
