En langt kapitel slutter og et nyt begynder

Som jeg skrev lidt om for et par måneder siden, så er min 18 års karriere i Nokia-koncernen nu afsluttet og et nyt kapitel kan begynde. Det nye kapitel skrives sammen med en tidligere kollega gennem mange år, Fredrik Jungermann, i den virksomhed, som Fredrik startede i begyndelsen af 2012 kaldet tefficient.

Per 1. september 2013 – dvs. i dag – tiltræder jeg som Associate Managing Director & Co-owner i tefficient. På dansk betyder det, at tefficient nu ledes af to personer – Fredrik og mig – på lige vilkår og desuden ejer jeg en del af virksomheden.

tefficient arbejder med måling, sammenligning og forbedring af effektiviteten indenfor telekommunikation. tefficient fokuserer på såkaldt benchmarking af tele-operatører indenfor sammenlignelige markeder, så de enkelte operatører kan se, hvor de er gode og hvor de er mindre gode i forhold til deres konkurrenter og andre operatører i sammenlignelige markeder.

Desuden har tefficient udviklet Efficiency Index, der kan benyttes af enhver mobil-operatør i verden, der vil have beregnet sin effektivitet – udtrykt i et enkelt tal – i forhold til andre operatører, korrigeret for lokale forhold.

Hjemmesiderne for tefficient og Efficiency Index findes kun på Engelsk, men da tefficient arbejder internationalt er dette det mest hensigtsmæssige. Hvis du som dansk læser har spørgsmål om tefficient eller Efficiency Index, så er du velkommen til at sende dem til mig på e-mail allan.greve@tefficient.com eller agr@agr-consult.com, så skal jeg gøre mit bedste for at svare på dansk.

Leave a Comment