Hvorfor skal man ikke bare trykke “Synes godt om” på facebook?
Jeg ved, at jeg har skrevet om facebook en del gange, men der er så mange problematiske ting omkring hele facebook-fænomenet, at der desværre er stof til mange blog-indlæg. Og desværre holdes en stor del af de mange negative ting ved facebook kun i live, fordi der er mange brugere på facebook, der ikke forstår problemerne godt nok til at undgå farerne. Så hermed endnu en beskrivelse af et problem samt anbefaling til fornuftig opførsel på facebook.
I dag er det den lille tilsyneladende uskyldige knap “Synes godt om” (eller “Like” på engelsk), det handler om. Knappen er tilsyneladende uskyldig at trykke på og resulterer som regel i, at man får fremtidige opdateringer fra en virksomhed, interesseorganisation eller lignende. At man så til gengæld giver organisationen adgang til en del data om en selv er egentlig et mindre problem.
Det rigtige problem opstår, når brugerne på facebook har vænnet sig til denne brug af “Synes godt om”-knappen. Så begynder svindlerne at udnytte dette. I den mere uskyldige ende (og normalt ikke ment som svindel) er alverdens små konkurrencer, der forudsætter, at man lige “Synes godt om” virksomheden først for at deltage i konkurrencen. Denne type promovering er ulovlig ifølge facebooks regler [Opdatering 19. september 2013: Facebook tillader nu den slags konkurrencer, men der må ikke være krav om deling af et opslag for at deltage i en konkurrence].
Det store problem opstår, når de rigtige svindlere tager fat. Her kan det måske være løftet om deltagelse i en konkurrence om et kamera eller en iPhone, hvilket naturligvis frister, hvis prisen for deltagelse “bare” er at trykke på “Synes godt om”-knappen. Når så f.eks. 100.000 personer “Synes godt om”, kan svindlerne sælge facebook-siden og så blev ens uskyldige “Synes godt om” pludselig en handelsvare, der blev solgt til en ukendt virksomhed, der kan målrette indhold til en stor gruppe uvidende mennesker, der har udtrykt interesse for kameraer eller smartphones. Løsningen er selvfølgelig at fjerne “Synes godt om” for denne side, men hvor mange gennemgår jævnligt deres liste over “Synes godt om”-sider på denne baggrund?
I ovenstående eksempel kan svindlerne i øvrigt udnytte siden på andre måder end at sælge den. De kan sprede malware, der i sidste ende hjælper dem med at tjene penge på andre måder, men det kommer der et andet indlæg om på et senere tidspunkt.
Det vides i øvrigt ikke, om der nogensinde var nogen, der vandt et kamera eller en iPhone – men der var mange der tabte… Tænk dig nu om, før du trykker på tilsyneladende uskyldige knapper og overvej om det virker for godt til at være sandt – for så er det sikkert for godt til at være sandt…