Kan man blive ramt af virus selvom man har et godt antivirus program?
Mange tror, at når man har købt et godt antivirus program, så er man sikret mod at få virus på sin computer. Dette er desværre forkert, idet antivirus kun kan beskytte mod vira, der allerede er kendte, så vira, der endnu ikke har været analyseret, kan normalt ikke detekteres.
Et godt antivirus program hjælper dog normalt med at begrænse skaderne ganske betragteligt, hvis uheldet er ude, hvilket nedenstående eksempel illustrerer.
En computervirus fungerer i princippet i to skridt:
- Første skridt er at få virussen ind på en computer (“distributionen“).
- Andet skridt er at få virussen aktiveret og sat i gang med at lave det ondsindede arbejde, den er konstrueret til at lave (“aktiviteten“).
Distributionen findes i et utal af variationer mens aktiviteterne er relativt mere begrænset i antal og man kombinerer ofte en ny type distribution med eksisterende udgaver af aktiviteten.
Da min computer blev inficeret i går, slap virussen forbi i distributionsfasen men blev fanget, da den skulle til at starte sin aktivitet. Det betyder at min computer blev inficeret med en virus, men den nåede ikke at gøre skade.
Grunden til at dette kunne ske var, at firmaet bag mit antivirus program, ESET, ikke havde set denne variant af distributionen før og derfor ikke kunne detektere virussen allerede da den kom ind i min computer (via en vedhæftet fil i en e-mail). Men da virussen først begyndte at give sig til kende med sin ondsindede aktivitet, så fangede antivirus programmet dette og stoppede det. Herefter var det en relativ smal sag at rense computeren, selvom virus-distributionen havde lagt virussen flere forskellige steder på computeren.
Da jeg ikke havde slettet mailen, som virussen ankom i, kunne jeg nemt sende den virus-inficerede fil til analyse hos ESET og de havde allerede samme dag (dvs. i går den 26. august 2013) en modgift klar, så denne variant fremover bliver fanget allerede i distributionsfasen. Det er hurtig reaktion og god service fra ESET.
Hvis du er interesseret i et ESET produkt, så kontakt mig hos AGR Consult for at høre mere.