Når journalister leger eksperter
Indenfor mine ekspertiser oplever jeg relativt ofte, at journalisters videregivelse af information er mangelfuld eller direkte forkert. Det irriterer mig grænseløst, da det viser, at vi lever i en verden, hvor kvantitet er vigtigere end kvalitet, samt hvor overskrifter tæller mere end indhold (clickbait) – og forbrugerne er ofrene. Jeg benytter herunder et eksempel fra newsbreak.dk, der blev bragt i dag.
I denne artikel fra newsbreak.dk den 2. september 2018 giver overskriften indtryk af, at man kan lære at sikre det trådløse netværk i hjemmet. Der er citater fra 2 eksperter på området, men det må antages, at det er en journalist fra newsbreak.dk (Louise Bennetzen), der har sammensat artiklen – og vedkommende har ikke været særlig godt inde i emnet.
Specielt afsnit 2 kaldet “Få sikret routeren” er slemt i denne artikel. Jeg antager, at de citerede – Mikkel William Nielsen og John G. Pedersen – er nogenlunde inde i deres stof, så det må være journalistens sammensætning af artiklen, der har skabt det dårlige resultat.
Der står bl.a.: “Udefra kan man se på sådan en wi-fi-forbindelse, hvad det er for en router og fabrikant. Og hvis ikke koden er blevet ændret fra start af, kan man finde de koder på nettet, siger John G. Pedersen”. Dette er ikke forkert, men det giver bare ingen mening, fordi selvom man har opsnappet en routers fabrikat fra en iøvrigt sikret Wi-Fi-forbindelse, så kender man ikke routerens såkaldte WAN IP-adresse og så kan man ikke rigtigt bruge informationen om fabrikatet til noget.
Ligeledes står der: “I det tilfælde bør du ændre kode hurtigst muligt, forklarer han. Det foregår ofte via din computer under fanen “trådløse netværk” og “sikkerhed” eller inde i routerens opsætning. På fabrikantens hjemmeside kan du præcis se, hvordan du ændrer indstillinger for den enkelte router”. Dette er egentlig også korrekt, det er bare ikke korrekt for en routers adgangskode, som er det afsnittet handler om. Det, der står, handler om den trådløse adgangskode, men afsnittet handler om routerens adgangskode. I bedste fald kan man sige, at den sidste del er korrekt, men så har journalisten blandet 2 ting sammen i samme sætning, som ikke har noget med hinanden at gøre.
Så næste gang du forgæves prøver at følge en instruktion i en artikel i et nyhedsmedie, så overvej om journalisten har styr på emnet. Og du kan jo altid kontakte mig hos AGR Consult f.eks. for at få sikret din router eller opgraderet routeren til en nyere, hurtigere og mere sikker model.