Brug facebook med omtanke

Der findes mange svindelnumre på internettet og facebook ser ud til at tiltrække mange af disse på grund af det store antal brugere (eller “ofre” som svindlerne nok hellere vil kalde dem). Denne nytårsoversigt (på engelsk) fra facecrooks giver en liste over de 10 mest populære svindelnumre på facebook, men der er faktisk andre – og større – problemer ved at bruge facebook uden at tænke sig godt om, så læs videre, hvis du vil være nogenlunde klædt på til at undgå disse.

Det er utroligt populært at skrive på facebook, at man skal på ferie eller på anden måde fortælle omverdenen, at man ikke er hjemme. Problemet i dette er, at man annoncerer til et ret stort og til dels ukendt publikum, at ens hjem ikke er beboet i en periode og at der dermed højst sandsynligt er let spil for indbrudstyve. Faktisk er dette så stort et problem, at Forsikringsoplysningen i Danmark flere gange har meldt bredt ud, at dette bliver vurderet som en skærpende omstændighed, når ens ret til dækning efter indbrud skal vurderes. Se f.eks. denne meddelelse fra Forsikringsoplysningen.

Men det er ikke kun feriemeddelelserne, der er problematiske. Mange facebook-brugere lægger billeder på facebook af forskellige situationer, men hvad man ofte glemmer at tænke på er, at billederne kan indeholde information om, hvad der befinder sig af ting i hjemmet. Dette er nærmest en shoppingliste for langfingrede personer, der ikke kan kende forskel på dit og mit. Så facebook kan på denne måde afløse de organiserede tyves manuelle rekognoscering, hvilket nedsætter deres risiko markant. Og disse kriminelle har også fundet ud af, hvor nemt det er at finde de fleste personers adresse på en service som f.eks. krak blot ud fra navnet eventuelt kombineret med by eller område, der oftest kan ses på facebook.

Man kan sikre sig nogenlunde ved at have styr på sikkerhedsindstillingerne i facebook, så man f.eks. ikke tillader alle og enhver at se ens billeder og statusopdateringer. Hvis du har brug for hjælp til dette, så er du velkommen til at kontakte mig hos AGR Consult.

I et senere indlæg vil jeg komme ind på andre problemer, man bør være opmærksom på som facebook-bruger (eller bruger af en anden service indenfor kategorien social media).

Leave a Comment