Du har sikret din computer, men hvad med dit TV?

De fleste er efterhånden klar over, at en computer skal sikres med antivirus og firewall, men forbrydernes nyeste vej ind i dit hjem går faktisk gennem dit TV, hvis du har et nyere af slagsen i kategorien “Smart TV”.

Et Smart TV er i princippet et TV med en indbygget computer, der giver TV’et adgang til at afspille f.eks. film og musik fra internettet eller dit eget netværk i huset. Problemet er, at enhver computer med adgang til internettet er et potentielt offer for angreb. Du kan så selvfølgelig spørge, hvilken interesse nogen kan have i at bryde ind i dit Smart TV – der ligger jo ingen følsomme oplysninger på TV’et, vel?

Korrekt, der ligger ikke umiddelbart følsomme oplysninger på dit Smart TV, men som beskrevet i denne artikel på ESETs sikkerheds-blog welivesecurity, så er det blevet demonstreret, hvordan man på et Samsung Smart TV fra internettet kan få adgang til lyd og billede fra mikrofonen og kameraet, der er indbygget i TV’et – også selvom TV’et er slukket. Det var vist ikke lige overvågningsudstyr, du troede, du købte, da du fik leveret et Smart TV, vel?

Samsung har lovet at dette problem er blevet løst i en ny software-opdatering, men det er jo bare et enkelt problem, der er løst. Husk på Windows, der konstant kræver opdateringer, der bl.a. løser sikkerhedsproblemer, så mon ikke dette blot er det første af en del sikkerhdsproblemer på forskellige Smart TV?

Leave a Comment