Svindel og humbug – men ikke ulovligt

De svindelnumre jeg normalt beskæftiger mig med i AGR Consult, kommer typisk fra internettet enten via e-mail eller en hjemmeside. Denne gang er jeg dog faldet over et brev, der er blevet sendt til et familiemedlem, der er CVR-registreret. Problemet er dog det samme – det er svindel og humbug, men det er ikke ulovligt, så vidt jeg kan vurdere.

Brevet ses herunder (anonymiseret). Umiddelbart ligner det en faktura, som så mange andre fakturaer, der modtages dagligt i mange virksomheder – og det er nok også meningen. Nærlæser man “fakturaen”, ser man dog, at det faktisk er et tilbud, dvs. firmaet, der har sendt brevet påstår ikke, at du har bestilt noget, men bordet fanger, hvis du indbetaler beløbet. Det er der jo egentlig ikke noget forkert i, hvis man får det, man tror man får.

Og netop der ligger det næste problem: Hvad er det faktisk man får tilbudt? Produktbeskrivelsen lyder “Office suite, Win, 12, Business, Pro”, hvilket sikkert skal få modtageren til at tro, at man køber en pakke med Microsoft Office (Word, Excel, Powerpoint, Outlook osv.). Men hvis man går ind på firmaets hjemmeside og kigger på det tilbudte produkt, så bliver man ikke meget klogere – der står ikke mere tekst og der står bestemt ikke Microsoft nogen steder og billedet af produktet er meget neutralt uden nogen grafik eller logoer (se billedet herunder).

Mit bedste bud er, at man køber retten til at hente et – i bedste fald – ubrugeligt stykke software for den nette sum af €580, hvis man hopper på dette nummer. I værste fald køber man et stykke software, der gør mere skade end gavn på ens computer. Firmaet hævder så, at der er fuld returret – forudsat, at man ikke har brugt produktet, så den returret kan jo ikke bruges til noget.

Bagmændene bag svindelnummeret satser tydeligvis på, at mange virksomheder per automatik betaler, hvad der mest af alt ligner en faktura, men eftersom “fakturaen” teknisk er konstrueret som et tilbud, så tror jeg ikke, der er noget ulovligt i det. Det er højst uetisk. Og hvem disse bagmænd så er, er lidt svært at finde ud af – brevet er sendt fra Indien, bankkontoen er i Spanien og på bagsiden af brevet står der, at man indgår kontrakt med et firma i Letland, hvis man indbetaler beløbet.

Så du skal ikke kun være varsom med din e-mail og hjemmesider, svindlerne lurer overalt, også i din almindelige post. Næste skridt er vel, at de også finder vej ind i vores Digitale Postkasse, men det har jeg trods alt ikke hørt om endnu…

Leave a Comment