Kunne Kamillas forsvinden have været undgået?

Ingen i Padborg-området har den seneste uges tid kunnet undgå at høre om Kamilla Hantuschs forsvinden lørdag den 19. juli 2014.Og det er rørende at høre om den store frivillige indsats, der bliver lagt i at forsøge at finde Kamilla igen. Men kunne disse frivillige kræfter have været brugt præventivt og måske have forhindret Kamillas forsvinden?

Jeg skriver dette som Formand for Natteravnene i Padborg (dækker området gamle Bov Kommune). Da Natteravnene blev etableret i Padborg for mere end 10 år siden var der vandringer – eller rettere cyklinger – hver fredag og lørdag bl.a. i området omkring skolen, hvor Kamilla forsvandt. Denne frivillige indsats kunne i bedste fald have forhindret en sådan forsvinden, hvis vi antager at der ligger en forbrydelse bag. Eller også kunne de altid årvågne Natteravne have bidraget til eftersøgningen med værdifuld information om observationer i området som Politiet netop nu prøver at fremskaffe for at kortlægge personer og biler i området.

Aktivitetsniveauet i Natteravnene i Padborg er i dag langt fra niveauet for 10 år siden. Vi oplever en generel mangel på frivillige, der ønsker at gøre en indsats for unge mennesker i nattelivet. Derfor er det i øjeblikket kun muligt at præstere en begrænset indsats i forbindelse med byfester i området men med flere aktive frivillige kunne dette udvides betydeligt.

Jeg har stor respekt for den frivillige indsats, der præsteres for at finde Kamilla, men hvis man kunne kanalisere bare noget af den frivillige indsats til en forebyggende indsats såsom Natteravnene, så kunne vi måske have undgået den nuværende situation med Kamillas forsvinden. Tænk over det og ring gerne til mig, Allan Greve, på 25 46 00 55 og hør mere om hvor lidt der faktisk skal til for at gøre en forskel.

Leave a Comment