Værdien af kompetent rådgivning

Beskrivelsen herunder er en historie fra det virkelige liv, dog er parterne passende anonymiserede.
Jeg har for nylig hjulpet en kunde med at klargøre 2 nye PC’ere. Disse PC’ere var leveret af en større forhandlerkæde, der primært henvender sig til erhvervskunder. Forhandleren havde i dette tilfælde fået at vide, hvilke programmer kunden skulle bruge, hvilket inkluderede nogle specialiserede programmer til deres produktion. Desuden havde forhandleren fået at vide, at de nye PC’ere skulle være virkeligt hurtige.

De PC’ere, der blev leveret, var af ypperste kvalitet. Det var fra en af top-serierne af professionelle arbejdsstationer fra en kendt mærkeleverandør, så alt skulle jo være godt. Og det var det også, lige indtil en af brugerne satte sig ned ved PC’en for første gang og startede det program, som han bruger ca. 75% af tiden ved computeren. Det kørte langsomt. Mærkbart langsommere end på den gamle PC, så skuffelsen var stor.

En hurtig analyse af situationen viste, at programmet udnyttede den ene CPU-kerne fuldt ud mens de andre CPU-kerner var næsten ubelastede. Dvs. at programmet ikke udnytter de moderne fler-kernede CPU’er men i stedet er helt afhængig af CPU’ens rå hastighed i form af clock-frekvens. Men da CPU’en godt nok var en fornem sag med hele fire fysiske kerner, dog ved en relativ lav clock-frekvens, så blev resultatet, at programmet faktisk kørte mærkbart langsommere på de nye PC’ere end på de gamle.

Dette burde forhandleren vel have taget højde for og have tilbudt en PC, der passede bedre til opgaven? Ja, det vil jeg mene. Idet forhandleren havde adgang til listen over programmer, som kunden skal benytte, så bør forhandleren tage dette i betragtning og melde ud, hvis der er nogle specialiserede programmer, som forhandleren ikke kender og ikke umiddelbart kan finde information om. Dette skete bare ikke og resultatet taler for sig selv.

Denne historie fra det virkelige liv understreger værdien af at have en rådgiver, der forstår, hvordan en PC virker og hvad der får PC’en til at virke godt i nogle situationer og dårligt i andre situationer. Man kan ikke bare automatisk gå ud fra, at dyrere betyder hurtigere og bedre til ethvert formål.

Hvis du står overfor at skulle købe en PC, så overvej om det er værd at tage kompetent rådgivning med i valget. Hos AGR Consult tilbyder jeg en sådan kompetent rådgivning ved alle køb og jeg rådgiver også gerne, hvis PC’en skal købes hos en anden forhandler.

Leave a Comment